Børshaj eller PR-Piranha?

Alle tale om finanskrisen, men bobler og brist er ikke forbeholdt finanssektoren. PR-branchen har også sit at kæmpe med. Her er 3 problematikker, der bliver ved at dukke op for begge brancher.

Historien gentager sig selv.

Men behøver den virkelig gøre det?

En række problematikker har historisk set vist sig at blive ved med at genere finansbranchen. Men aktørerne med speciale i penge har ikke patent på dem. Vi er bare bedre til at se hårene i deres suppe.

Her er 3 eksempler på, at vores egen suppe er lige så lodden.

Anarki & Regulering

Der var såvel storvask som kø ved håndvasken efter finanskrisen, der i vid udstrækning blev forklaret med manglende regulering og kontrol af finansielle virksomheder. Og som konsekvens heraf, stor politisk motivation til at indføre strengere myndighedskontrol. Det kom bl.a. til udtryk i vedtagelsen af Basel III, der efterfølgende dannede grundlag for stramninger af den nationale og grænseoverskridende lovgivning.

Situationen inden finanskrisen kan meget nemt sammenlignes med den, vi har set i PR-branchen de sidste 10 år. Nye teknologier, nye aktører og manglende bevidsthed eller viden om konsekvenserne af manglende regulering. Samt naturligvis en næsten euforisk jagt på hurtige, billige og nemme løsninger.

Dette har nu – med en vis forsinkelse – udløst storvask og håndvask, som vi så det i årene efter 2009. De store tech-giganter, og de, der ikke har haft styr på etik og moral, er kommet i myndighedernes søgelys, og der bliver udrullet grænseoverskridende regulering som GDPR og udvidet publicistansvar.

For PR-branchen har fx GDPR for mange haft katastrofale konsekvenser. Med strategier anlagt på en forudsætning om lemfældig omgang med kundedata og tilsidesættelse af almindelig pli, har GDPRs krav reelt lukket for adgange til kundekommunikation. Det er helt forfra.

Som man i bagklogskabens klare lys ved håndvasken burde have set dette komme for den finansielle sektor, kunne mange af de problemer, som PR-branchen døjer med nu, have været undgået. Og det burde i et normativt perspektiv ikke have været et spørgsmål om politisk indgriben og regulering. Det er sket før. Det vil med garanti ske igen. Med mindre vi lærer af erfaringerne.

Bobler

Fra IT til boliger. Eksemplerne på bobler og brist er utallige. Samstemmende for dem alle er en voksende hype – grænsende til massepsykose – tro på nemme løsninger og penge samt blindhed for risiko.

Et andet kendetegn for bobler er den blide begyndelse og maniske acceleration lige inden toppen og bristepunktet.

PR-branchen har og har haft sin andel af bobler. Mange af dem har de sammen grundlæggende vilkår som makroøkonomien og de finansielle markeder at takke for problemerne. Nemlig ny teknologi og globalisering, der har introduceret nye aktører og fordret nye forretningsmodeller.

Blandt PR-branchens bobler er onlineannoncering, betalt indhold (annoncer forklædt som redaktionelle artikler), sociale medier og influencers. Nogle – fx de frygtelige bannerreklamer – er vi næsten sluppet af med, mens betalt indhold og influencers stadig bliver falbudt som nemme adgange til helt fantastisk eksponering og målgruppens pengepung.

Konsekvenserne af at lade sig rive med af en accelererende boble behøver næppe blive udpenslet.

Risiko

I efterdønningerne af finanskrisen blev der rejst kritik af den grådige jagt på store afkast gennem høj risiko. Det langsigtede perspektiv var blevet parkeret til fordel for daytrader-hysteri.

Man kan ikke direkte oversætte daytrader-mentaliteten til PR-branchen. Og så alligevel. Med det store opbrud, som digitalisering og pluralisering af mediemarkedet medførte, kom også jagten på den hurtige nemme gevinst, hvis reelle ROI stadig kun lå som et lukrativt fatamorgana i sælgernes powerpoints.

Mange ressourcer blev og bliver hældt ned i strategier formet af muligheder snarere end behov og indhold dikteret af platforme og formodede algoritmer, snarere end en fundering i virksomhedernes brand og kernekunder.

Det potentielle tab er dog mere alvorligt end de investerede kroner. Troværdighed kan ikke genetableres med et ekstra skud venturekapital.

Der er stadig en meget stor risikovillighed i PR-branchen. Den er ikke så nem at identificere som en investering i en slyngelstat, da den nemt kan sovses ind i buzzwords og manglende kobling mellem brugte PR-ressourcer og understøttelse af kerneforretningen.

Og måske en manglende erkendelse af, hvori en risiko ligger i PR-sammenhæng.