De såkaldte influencers er en broget flok, der bør overvåges og kritiseres, når de træder ved siden af. Men det skal gøres sagligt. Christian Jensen gjorde det modsatte og stigmatiserede dermed fremtidig kritik.
Kritikken af influencers, deres metoder, impact og eventuelle lemfældige omgang med lovgivningen må ikke lægges i hænderne på stakeholders med tydelige bias og skjulte dagsordner. Da Politikens chefredaktør Christian Jensen på lederplads blæste til klapjagt på navngivne influencers, var kritikken befængt med stråmænd og et meget dårligt kamufleret forsøg på at redde egen (influencer-)troværdighed.
Det begyndte ellers godt.
Politiken havde i en artikelserie om influencers talt med både eksperter, brugere og de forkætrede influencers selv for at afdække den eksploderende nye markedsføringstrend.
Politiken er langt fra det første medie, der interesserer sig for emnet, men umiddelbart virkede dækningen grundig og saglig.
Den var selvfølgelig – bag det ophøjede ideal om oplysning – også en omgang kalkuleret click bait, hvor to af de mest populære influencers i Danmark, Mascha Vang og Lakserytteren, som repræsentanter for branchen, nok skulle tiltrække husarer og nyfigne med hang til RealityPortalen og anden tabloid medier.
Men vi tilgav dem. For der er ingen tvivl om, at der er et behov for, at store nye tendenser bliver taget under journalistisk behandling i en form, der kan tilgås og bruges af andre end indforståede branchefolk.
Og Politikens redaktionelle dækning var som sagt saglig og vægtet. Både eksperter og influencers fik taletid og spalteplads.
Det var først, da Mascha Vang kom for skade at problematisere, hvad hun opfatter som unfair forskelsbehandling i medier som Politikens favør.
At tagge eller ikke at tagge
Alle opslag, der på den ene eller anden måde har en kommerciel intention, skal tagges som reklame eller betalt indhold. Der må ikke være tvivl om, hvorvidt en influencer har modtaget en form for modydelse for at anbefale et produkt. Dette gælder også, hvis modydelsen er, at vedkommende bare har modtaget produktet gratis.
Dette, påpegede Mascha Vang, repræsenterer en unfair forskelsbehandling, da fx Politiken, når de modtager en gratis bog til anmeldelse, ikke skal markere den omtalende artikel som en reklame.
Det siger sig selv, at en ikke-mærket artikel om et produkt fremstår som væsentligt mere objektiv og troværdig. Af samme grund kunne en madanmelder aldrig finde på at modtage et måltid gratis. Ingen ville tro på en positiv anmeldelse, hvis det kom frem, at det var på restaurantens regning. Men der gælder øjensynligt andre (uskrevne) regler, når det gælder produktanmeldelser i dagblade.
Men Christian Jensen brød sig tilsyneladende ikke om at blive beklikket som troværdigt (influencer-)medie. Han farede til tasterne og slog på lederplads med store typer til lyd for, at der fra myndighedernes side skulle slås hårdt ned på influencers som Mascha Vang og Lakserytteren. Mascha Vangs kontrafej fremgik ligefrem i overskriften, så Christian Jensen havde åbenbart valgt at spare myndighederne for besværet med at undersøge og behandle eventuelle lovbrud.
Rigtig kritik – Forkert retning
Der er et overvældende antal influencers, der kører deres butik på mildest talt kritisable og i overvejende grad ulovlige måder. De vildleder, snyder, lokker og manipulerer. Og de gør det desværre ofte direkte målrettet børn, der ikke har de samme tillærte forsvarsværker som voksne.
Hverken Mascha Vang eller Lakserytteren tilhører dog denne kategori. Ja, de bedriver markedsføring. Ja, de gør det på en anden måde end de indrykkede annoncer i Politiken, men de overholder markedsføringsloven og markerer tydeligt, når der er tale om kommercielle samarbejder.
Problemet med Christian Jensens angreb er, at han i kraft af sin position desværre kommer til at fremstå som repræsentant for dem, der ønsker at rette et tiltrængt kritisk og konstant årvågent blik på influencers.
Når han bruger netop Mascha Vang og Lakserytteren som skurke, betyder det nemlig, at al kritisk af influencers bliver stillet i et dårligt næsten mistænkeligt lys.
Når den, der har tiltaget sig en rolle som repræsentant for kritikerne, ikke alene er usaglig og useriøs med stråmænd drivende gennem spalterne, men også er ude i et krejler-forsøg på at retfærdiggøre, at der skal gælde andre regler for hans butik end andres, er det et nyreslag til fremtidig kritik. Analytikere og eksperter vil konstant være i fare for at blive slået i hartkorn med folk som Christian Jensen, og de vil skulle spilde en masse tid på disclaimers og forklaringer, der lægger afstand til de metoder eller hensigter, som hans leder var motiveret af.
Hvis der da overhovedet er nogen, der gider at høre på dem…