Det farligste ord i en leders mund er ’rejse’. Det signalerer nemlig det modsatte af hensigten.
Ord og virkelighed er gensidigt konstituerende. Derfor skal man passe på med, hvad man siger. I 10’erne kunne ledere ikke få nok af at tale om ’den rejse’, virksomheden var eller skulle på. De anede ikke, hvor meget skade det gjorde.
Hvad siger de?
Det var ellers sådan en dejlig metafor. Noget med bevægelse. Og det blev set som et fint lille dansk supplement til to af de andre fortyggede buzz words fra lingo-kassen: Disruption og transformation.
På engelsk – som jo er det sprog, alle ledere har læst deres faglitteratur på – er der mange ord, der kan bruges til at beskrive en bevægelse fra ét sted til et andet: Movement, travel, journey etc. Skal det være lidt mere eksotisk måske voyage eller quest. Jeg forestiller mig, at de skarpeste ledere har været flittige med synonymordbogen. Der er mange nuancer og forskellige konnotation.
De dovne og de fleste landede dog på journey.
Og den unode forplantede sig desværre til vores ledere i Danmark med den evindelige henvisning til Rejsen.
Men at rejse er jo som bekendt at leve, så hvad er problemet?
Lad os se på det.
Med mindre man taler om at rejse sig; altså lette bagdelen, er den gængse betydning af rejse en tur, man tager på. Så vidt bevægelse, hvilket er fint, men hvordan forholder det sig, når bevægelsen specifikt er en rejse, og hvorfor er det netop dér, problemerne opstår?
Aktiv/passiv
Først og fremmest er en rejse kendetegnet ved, at det er en begivenhed, hvor vi lader os transportere. Vi tager ikke på en rejse, når vi går en tur eller ned til bageren. Når vi skal ud at rejse, foregår det typisk med fly, færge, tog eller bus. Der er selvfølgelig dem, der tager bilen ned igennem Europa eller på tværs af USA, men vi bliver stadig transporteret gennem strukturerede og tilrettelagte systemer. Med andre ord ligger der en stor portion passivitet i rejsen. Når rejsen er booket, bliver vi ført igennem og skal ikke tage ret mange beslutninger selv. Skulle vi undervejs blive grebet af en trang til at tage en selvstændig beslutning eller vælge at gå/køre vore egne veje, bruger vi gerne ord som udflugt, trek, omvej, ekskursion etc.
På rejsen læner vi os tilbage i sædet og lader andre søge for, at vi kommer frem til destinationen.
Forpligtelse
Når vi så er fremme, kommer det næste problem. Man kan selvfølgelig være på en FORRETNINGsrejse, men er man bare på en rejse, er det sjældent noget, der er forbundet med arbejde og ansvar. Det ligger i rejsen, at vi er væk fra alle de hjemlige pligter og kan koble af. Formålet med rejsen er netop det manglende formål. Vi skal slappe af og lade op med all inclusive, badedyr og drinks fra om formiddagen. Vi har muligvis lovet os selv, at vi vil læse en masse bøger, men på rejsen er faglitteraturen erstattet med saftige krimier. Får vi dem ikke læst, er det også helt i orden. De løber jo ingen steder!
Udvikling
Men hvad med udvikling? Det er jo formentlig det, lederne gerne vil signalere, når de bruger ordet rejse. Vi skal jo ikke som sådan bevæge os i fysisk forstand; vi skal udvikle os.
Mange bruger rejser til at udvikle sig. Det kan være deciderede temarejser med mindfulness, yoga, noget på en cykel i Alperne eller også bare lidt kulturel inspiration.
Der er dog ikke noget fast pensum eller afsluttende eksamen. Det er udvikling i blinde; i håbet om at blive en bedre udgave af sig selv. Hvad end det så er og skal bruges til.
Hvad siger de… i virkeligheden?
Jeg bilder naturligvis ikke mig selv ind, at medarbejdere, når ledelsen begejstret fortæller om rejsen, som alle skal med på, laver sproglige analyser og udlægger en subliminal tekst. Men med sprog og virkelighed som gensidigt konstituerende størrelser, har det alligevel konsekvenser.
Når lederen i sin beskrivelse af hvad, der ligger forude, henviser til, at det er en rejse, er det uundgåeligt, at tankerne bevæger sig hen til den mest gængse betydning af ordet, nemlig en passiv, formålsløs og uforpligtende aktivitet. Forstået som ferie kan det være godt nok, men når det knyttes til arbejdspladsen og bruges til at beskrive, hvordan man skal forholde sig til nedbrud, opbrud og total uforudsigelighed, er det indlysende, at fraværet af at kunne deltage, påvirke og have noget konkret at forholde sig til er katastrofal.
Med billeder på den indre nethinde af at blive ført rundt som tamkvæg af en eksalteret guide og bedøvet med diverse substanser fra buffeten, bliver medarbejderne sat af. De bliver placeret i et imaginært flysæde, hvor de passivt må betragte bevægelsen gennem deres alt for lille vindue og bare krydse fingre for, at piloten har styr på sagerne, og kufferten kommer frem. Havde de været ægte turister på en rejse, ville de kunne tegne en rejseforsikring. Nu kan de bare gå ned med stress.
Så derfor er det tid til at aflive en af de værste, mest skamtyggede og misbrugte floskler i ledernes lingo-kasse. Det er slut med at skulle eller være på en rejse!
Det danske sprog er en skatkiste af gloser, der med subtile nuancer, malende konnotationer og stor præcision kan indramme og inspirere til det, der ligger forude. Måtte 20’erne blive årtiet, hvor ledelsen opdager det.
God tur!
Comments